Udfordring 2: Refleksioner over hvilken betydning nye digitale udtryksformer konkret kan have for min eksisterende praksis… (efter lytning til P1 udsendelse med interview af Knud Illeris om livslang læring og motivation)

I indskolingen har jeg efterhånden fundet ud af en praksis, hvor jeg prøver at tilgodese/udnytte/tage udgangspunkt i elevernes behov for at bruge hele deres krop og at lege meget af det, man skal lære. Nogle gange skal vi løbe ud og gøre noget, andre gange lister vi fra det ene sted til det andet. Det er sjovere at finde ord, som er hængt op rundt omkring, læse dem eller få hjælp til det, huske dem og prøve at skrive dem – end at lytte til lærerens diktat. Nogle gange skal vi bruge musikken/sangen. Det er sjovt at synge noget, man skal huske (vokalsangen). Andre gange skal der pusles med brikker eller sættes sammen eller puttes i – alt imens noget svært læres. Og selvfølgelig skal vi også sidde helt stille og fordybe os med at skrive og læse og regne ved et bord eller i en krog – og mærke stilheden, mærke roen og fornemme nærvær.

Det visuelle spiller en større og større rolle i børnenes og vores liv. Man kan se alting alle steder i dag. Fjernsynet har fået konkurrence i computeren, Ipad’en, Smartphonen osv. Vi har adgang til alle mulige slags billeder – i elektroniske spil, på computer, på mobiltelefoner, i biografer, på smartphones og også i fjernsyn. I hverdagen bombarderes vi med billeder i supermarkedet, reklamer på busser, på dagligvarer osv. Ét klik – og der er et billede – eller flere 1000….

Som underviser bliver jeg nødt til at forholde mig til dette faktum – jeg bliver nødt til at prøve at lære at navigere i dette kaos af billeder, videoer og film, hvis jeg mener, at skolen skal afspejle virkeligheden og forberede børnene på …..

 Og hvor er det fantastisk, at den teknologiske udvikling giver mig mulighed for at lære at følge lidt med i alt det nye, som jeg knap ved, hvad hedder endnu. Jeg kan få mulighed for at revidere mit læringssyn, måske prøve at sætte helt nye læringsplatformer i spil sammen med eleverne.  - Jeg kan måske med tiden blive bedre til at lære eleverne at lære, som må blive en af deres vigtigste kompetencer. Der er hele tiden behov for at kunne lære sig nye ting. Samtidig med at jeg prøver at sætte mig ind i de nye medier, følger jeg med i den verden, som børnene vokser op i, og helt automatisk vil jeg komme til at tage udgangspunkt i noget, som efter Knud Illeris’ mening naturligt interesserer børnene – de vil jo lære af det, der omgiver dem, de vil lære sig det for at kunne tage hånd om deres egen tilværelse. Så er der skabt en naturlig motivation, som skaber engagement og dermed god mulighed for mere læring. Det vil give mening for eleverne – og så er der basis for at få indarbejdet de faglige mål mere eller mindre indirekte.  Det er mit ansvar som lærer – og det tager jeg gerne sammen med mine dygtige kollegaer.

I de små hjem prøver forældre at begrænse børnenes brug af computer, fjernsyn o.l, så børnene også ”leger rigtigt” og ikke kun virtuelt. I indskolingen opfordrer vi til udelege, vi prioriterer idræt og kropslige aktiviteter højt.  – Jeg vil nok altid prioritere den kropslige udfoldelse højt  - faktisk ikke kun i indskolingen, men i hele skoleforløbet. Dette kan måske blive en udfordring, når børnene og jeg bliver grebet af arbejdet foran skærmen J